Giovanni Diodatis bibel
reformeret teologi (Calvinisme) som vi ønsker at fortsætte med at føre videre i dag som det mest ægte udtryk i den bibelske og protestantiske tro, omfatter en italiener blandt dens mest betydningsfulde teologer: Giovanni Diodati (1576-1649).
Meget kendt, fordi hans navn er uløseligt forbundet med en klassisk oversættelse af Bibelen til italiensk, dog er han mindre kendt som eksponent for den klassiske calvinisme, og som direkte efterfølger, med Benedetto Turrettini, i Genève, af John Calvin selv. I dag vil jeg derfor gerne fejre hans minde og komme mig, selv med en vis stolthed, den betydelige indflydelse, som Italien har haft på protestantismen. Diodati-oversættelsen deler den berømmelse opnået af den autoriserede engelske version af Kong Giacomo (King James), som en oversættelse fra det 17. århundrede, der stadig er i brug i det 20. århundrede. Det lykkedes ham at skabe standarden for den italienske protestantismes Bibel.
Giovanni Diodatis italienske oversættelse af Bibelen er forblevet som et evigt mindesmærke for dens oversætter. E’ overlevede på to niveauer. Han følte først akademisk respekt for Diodatis sproglige evner. Dog med flere rettelser, den har bevaret sin plads som en ansvarlig og nøjagtig oversættelse, denne kendsgerning førte til, at den blev accepteret af de store protestantiske kirker, og dens udbredelse af bibelselskaber. Denne udbredelse af Diodati-bibelen er nogle gange blevet ledsaget af en række kritikpunkter fra forskellige kilder, især katolsk, men dette har ikke forhindret Bibelen i at fastholde sin position som den mest indflydelsesrige version af skrifterne på engelsk. For det andet forblev Diodatis oversættelse af den italienske bibel acceptabel fra både et litterært og akademisk synspunkt. I én forstand, Diodatis italienske bibel var en endnu mere bemærkelsesværdig bedrift end den engelske autoriserede udgave, fordi sidstnævnte var resultatet af en gruppe forskeres arbejde, mens Diodati havde arbejdet alene, måske med undtagelse af hjælp fra Benedetto Turrettini, og for at producere en komplet kommenteret version af Bibelen i 1607 da han var alene 31 flere år. Hans anmærkninger afslører en pietistisk og ikke-dogmatisk accent, der var mindst halvtreds år forud for de store intellektuelle udviklinger i de reformerte kirker.
Selvom han ikke havde kunnet bo i Italien, teologen “fra Lucca nation” han kunne ikke have ydet et bedre bidrag end dette til den italienske protestantisme og italiensk litteratur.
Den komplette første udgave, i fjerde, af Bibelen på italiensk med anmærkninger blev udgivet i 1607 komme “Biblen, altså bøgerne i Det Gamle og Det Nye Testamente, oversat igen til italiensk, af Giovanni Diodati, fra Lucca nation” og et Ny Testamente, uden anmærkninger, dukkede op i 1608. Oversætter fra originalsprogene, mens de holder øje med Massimo Teofilos version, fordi det også afhænger af originalsprogene. Så snart han dukkede op, versionen, som Diodati havde udgivet for egen regning, havde kostet ham 14 års hård pleje, og fik straks ros af datidens mest lærde mænd, og selv de, der dømte det alvorligt, måtte erkende, at Diodati havde skabt et værdifuldt værk.
Disse blev efterfulgt næsten tredive år senere af en anden udgave, der blev forbedret gennem årene 1640/41. Dette monumentale værk gav den italienske protestantisme sin officielle standardversion af Bibelen. Diodatis fortjeneste var at producere, ham alene, en af de vigtigste bibler i europæisk protestantisme, at blive placeret på niveau med Luthers tyske bibel og den engelske, der er autoriseret af King James.
Karakteristika. En hård kritiker af hans bibel havde dog udtalt: “Metoden, der følges i versionen, er mere en teologs og prædikants end en lærd kritikers. Han søgte frem for alt den betydede sandhed, fjerne det, der var tvetydigt for ham, derfor placerer han ord i teksten, som ikke optræder i originalen, men som giver sand mening, ord, der med rette er trykt med forskellige tegn for at vise, hvordan de er blevet tilføjet for at gøre det mere forståeligt, men som ikke hindrer tekstens betydning. Det må det dog indrømmes, mange steder, han forklarer meget mere tydeligt end andre oversættere, men dette undskylder ikke den store frihed, der undertiden tages i oversættelse”. De fremragende egenskaber, der kendetegnede Diodatis version, var derfor mange, først og fremmest loyalitet, væsentlig kvalitet til at fortolke den hellige tekst; for det andet klarhed, på grund af integriteten af de termer, som oversætteren bruger, og de omskrivninger, der, selvom der er meget kritik, de er ikke mindre nyttige for betydningen af den bibelske betydning; for det tredje den teologiske værdi af de noter og kommentarer, der ledsager versionen, som vidner om et dybtgående kendskab til gamle sprog og en fuldstændig forståelse af skrifterne; og endelig stor elegance af stil.
